Vi tog af sted fra KBH. hovedbanegård efter at vi havde fyldt lagrene op med diverse livsvigtige væsker i flasker. Det ville blive en lang tur. Vi kom planmæssigt af sted og gjorde os det bekvemt i vores små indelukkede bure med senge op af væggene og et gulvareal på størrelse med et pindsvins efter et møde med Holbækmotorvejen. Vi fandt dog et bord så vi ikke blev nødt til at holde alle øllerne selv. 

Togturen derned tog ca. 19 timer med to skift i hvv. Frankfurt og Basel. Der skete en masse mere på den tur med der er ikke ret meget der er egnet til at nævne her. 
På Basel-Geneve turen blev vi sat til at læse fysik. Vi ankom i Geneve klokken …..lort. Og fik efter kyndig vejledning fra MADS (Han havde været på Geneve hovedbanegård før) ordnet transport til CERN. 

Vi kom derud på en bus. 

Da vi kom derud fik vi nogle specielle plastikkort som vi skulle bruge til at komme ud og ind af CERN med. Vi tænkte ikke nærmere over det men senere skulle vi komme til at sande at de faktisk tager det ret alvorligt med den sikkerhed. 

Efter at vi havde fået vores værelser spiste vi frokost på Cerns Cafeteria hvor vores lærer havde mødt en gut ved navn Niels Kjær. Han arbejdede på en del af Cern der hedder Delphi og han tilbød at give os en privat rundvisning den næste dag. Det takkede vi selvfølgelig ja til. 

Senere tog vi ind til Geneve og vi besluttede at skyde genvej over en høj port der stod i vejen. Det skulle vi ikke have gjort for lige så snart vi var kommet over blev vi skrabet op af securidad der kom rullende i en lille Opel. Han samlede alle vores plastikkort sammen og bad os følge med til en identitets kontrol. 

Nå efter denne mere eller mindre hårrejsende oplevelse tog vi en bus ind til Geneve. Der gik vi lidt rundt og efter et stykke tid fandt vi ud af at der var et eller andet der ikke var som det plejede at være. Der var alle mulige telte (egentlig en slags mindre forlystelsespark) og en million mennesker nede ved Genevesøen. Det var næsten ikke til at komme frem. 

Lige pludselig hen ad kl. 9 begyndte himmelen at eksplodere som om der blev afholdt semifinale i Verdensmesterskaberne i fyrværkeri. Hvilket der også blev. Det var rigtig flot og varede ca. 50 min nonstop. Efter ca. ½ time begyndte det dog at blive lidt kedeligt og man begyndte at lede efter den nærmeste bar. Senere på aftenen fandt vi et rigtigt godt sted. På denne bar lavede de en kanonsej øl som blev serveret i 1 liters krus. Den var rødgylden med en let frugtagtig men dog kompleks maltsmag. En sikker vinder. 

Man kunne også få en anden lokal øl der var en del lysere (og billigere) og som blev serveret i 3 liters tappetårn. Det vakte megen glæde og munterhed. 

Jeg vil lige kommentere at Geneve ikke er den fedeste by at gå i byen i. Der er ikke ret mange seje barer folk snakker næsten kun fransk og er parate til at sparke dig (hårdt) over dine skinneben hvis du ikke kan. Desuden er alt mere eller mindre (utrolig) dyrt og dårlig kvalitet. 

Efter dette udbrud af galde tog vi taxaer hjem. (Der går ingen busser efter 12 i Geneve) (hvad faen er så pointen med et offentligt transportsystem!!!!!) 
 

Næste dag skulle vi så med Niels ud for at se hans eksperiment ved DELPHI. Om morgenen havde vi været så heldige at vi havde mødt Holger Bech Nielsen (ham den sjove fysikmand fra TV) og han ville meget gerne med på rundtur. 

Vi blev så efterhånden (3 af gangen) fragtet over til Frankrig til nedgangsstedet i hans lille Toyota. Vi skulle over grænsen og der var en hel del hysteri med at få pas med og den slags men der var ingen problemer (specielt ikke hos Mads der IKKE kunne finde sit pas). På DELPHI gik vi med vores private guide rundt og så de forskellige ting der var at se på. 

Vi startede med at tage en elevator 100 meter ned i jorden og endte i et stort (Meget stort) rum hvor vi blev mødt med en masse skilte der viste at hvis man opdagede faretruende problemer skulle man (på fransk) fortælle det i en telefon til en central der så ville finde ud af om man skulle dø eller ej. Det går faktisk ret godt i tråd med mit indtryk af Franskmænd. De er bedøvende ligeglade med folk der ikke snakker fransk og vil på denne måde sørge for at kun franskmænd vil overleve en eventuel eksplosion / katastrofe. . 

Der var også en masse skilte der advarede mod åben ild samt mod armbåndsure. 

En del hjelme stod desuden til fri afbenyttelse men de var dog ikke påkrævede. 

Niels viste os rundt i hele komplekset og det var ret imponerende at se hvor meget udstyr der skulle til for at holde styr- og måle på det lille rør hvori det hele egentlig foregår. Selve røret er kun 4 cm i diameter og detektoren er omkring 16 meter. 

Vi fik en grundig gennemgang af alt måleudstyret og klatrede en tid rundt oven på hvad der mest af alt lignede bjerge af spagetti. Vi var på det tidspunkt ved at være ret sultne. 

Til sidst så vi kontrolrummet der er en bygning på ca. 3 etager, spækket med digitaltal der til stadighed overvåger situationen i detektoren. En sjov lille detalje er at det kraftige magnetfelt fra detektoren faktisk kunne ses idet der var en Tvskærm hvor billedet simpelthen stod skævt. 

Efter endt ekspedition tog vi igen op med elevatoren og kunne derefter trække en beskeden frokost (bestående af chips og nogle underlige kager) i en automat. (En halvliters cola eksploderede i synet på Holger J ). 

Da vi havde stillet den værste sult holdt Niels et grundigt foredrag i den teoretiske og praktiske udførelse af de forskellige eksperimenter der bliver lavet på Cern. Han fortalte også om hvordan deres computere er allergiske overfor tordenvejr. De kraftige magnetfelter som skyerne laver påvirker forskellige ting med computerne og desuden er de også slemme til at lave strømafbrydelser. (en af de senere dage skulle vi få en kraftig demonstration af hvordan et stormvejr ser ud på disse kanter) 

Alting har en ende og turen var nu kommet til at vi skulle hjem. Ole (vores lærer) og Holger hoppede straks ind i Niels’s Toyota og viste os derefter baghjulet i en sky af brændt gummi. Der stod vi så midt i den franske ødemark og skulle vende os til tanken om at gå de næsten ….15 km tilbage til Schweiz og Cern. Under den bagende sol gik vi så uden hverken vådt eller tørt eller at skulle vise vores pas. 

Det er egentlig ikke underligt at der kommer så mange illegale mennesker ind i EU. Grænsekontrollen er hullet som en Schweizerost!. 

Da vi endelig kom tilbage til Cern slappede vi af et godt stykke tid og spiste i Cafeteriet. En note som er værd at huske er at hvis man er på et af de mest (måske det mest) internationale forskningssteder i verden hvor forskere fra wladivodka til korinth er samlet for at leve og forske så har man bare at kunne snakke fransk for ellers er der ikke rigtig noget personale der kan hjælpe en. Det er utroligt at ingen forstår engelsk der jo dog er et af hovedsprogene i verden. Selvfølgelig ville en Spanier nok også forbitres over manglen på spansktalende personer men alligevel… 

Hen ad 10-tiden slog stemningen over på bar og natteliv og vi vendte næsen ind mod Geneve for at give den en chance til. Vi styrede straks hen til det lyspunkt der var fundet dagen før og der blev drukket godt og længe af det fremspringende og udragende øl. Der blev også sunget højt og længe mens talrige forsøg på at få Parker til at danse desværre gik i vasken. Staklen var genert. De havde ud over deres udmærkede hjemmebryg en anden lille specialitet nemlig en slags ristede bygkorn (….korn af en eller anden slags) der var fortræffelige at sidde og gumle på. 2 Michelin stjerner. 

Det lykkedes os faktisk at opnå en så højt løftet stemning at vi fik en venlig men bestemt opfordring til at rømme lokalet inden de ringede med klokken men vi nåede alligevel lige at få den sidste lille en med. Da vi endelig begav os udenfor i jagten på grønnere græsgange fandt Parker omtrent en 10 meters penge derfra en potteplante som han følte at han måtte betro præcis hvor meget øl han havde indtaget i løbet af hvor kort tid. Det var et spøgst syn som Thomas slet ikke kunne stå for. 

Nå…. Efter at have sundet os et lille stykke tid fandt vi en hyggelig lille smugkro nogle gader derfra og der satte vi os mere eller mindre mageligt til rette i de alt for få stole under den dryppende baldakin og fik en stille godnatpils. Parker var faldet i søvn på en trappe og så højst forvirret ud da en mindre schæferhund pludselig gav hals lige bag ham. Et syn for guder. Vi griner stadig af det den dag i dag. Derefter regnede det lidt og der var stemning for at tage hjem. 

Endnu engang vil jeg understrege at Geneve ikke ligefrem er nogen musvåge når det kommer til by-ture. Jeg synes dog vi gjorde et hæderligt forsøg. 

Slut herfra.(Mads) 

Den sidste dag på CERN startede med at vi skulle på rundvisning. Da denne skulle i gang, fik vi (efter lidt ventetid) at vide, at vores guide var forsinket. I stedet skulle vi starte med at se en film om CERN. Det var en film vi oprindeligt skulle have set efter rundturen. Efter filmen var vores guider så kommet. Det viste sig nemlig, at de havde ringet efter to. En dansker og en italiener. Italieneren holdt derefter et foredrag om CERN, hvor vi fik rig mulighed for at stille alle de spørgsmål vi begærede. Efter foredraget skulle vi så ud og se et af eksperiment stederne. Selvfølgelig valgte de DELPHI. Da vi ankom til DELPHI blev vi delt op i to grupper. Dem der kom rundt med danskeren (der ikke vidste så meget om stedet) gik og spurgte ham om nogle svære ting, som vi havde fået at vide dagen i forvejen. Det kunne f.eks. være om hvad den tingest var til for. Han lyttede så lidt måbende til, da vi gav ham svaret. Efter denne rundvisning tog vi tilbage til CERN. 

Her besluttede nogle af os at vi gerne ville ind for at se Genève om dagen. Vi havde dog fået at vide, at vi skulle være tilbage kl. 18 da vi skulle se noget teater fremført af nogle sommerstudenter. Kl. 18 mødtes vi så påny og gik over til teatret. Dette teater (hvilket mange af os følte som turens prøvelse) varede et godt stykke tid mere end vi (elever) havde regnet med. (Også længere end jeg havde ventet, Ole). Det skal dog siget at det til tider var lidt underholdende, som da vores lærer Ole Trinhammer og en af eleverne (Henrik L.) mere eller mindre frivilligt kom op på scenen i en konkurrence. Denne konkurrence gik ud på at en af dem skulle pakkes ind i toiletpapir og forestille en eller anden skulptur. Ud over denne konkurrence var der også ting som: et kor, en jonglør, en eller anden der dirigerede et usynligt orkester, et teaterstykke og meget andet. 

Da alt dette var forbi besluttede de fleste af os os for at nyde den sidste aften i Genève (som sædvanligt på den efterhånden lokale bar/pub). (Thomas).

Vi var så færdige med vores besøg på CERN og det var nu blevet tid til hovedformålet med turen – nemlig solformørkelsen. Vi forlod vores hotel på CERN tidlig tirsdag morgen. Det var nu meningen, at vi skulle tage til Stuttgard for at observere solformørkelsen. Men der planen blev ændret senere hen samme dag. 

Den første destination var Karlsruhe, hvor vi skulle skifte tog for at komme til Stuttgard, men problemet var at vi kun havde nogle få minutter til at hoppe på det andet tog, så det afhang selvfølgelig af om toget var forsinket. 

På turen var stemningen meget forskellig, nogle var trætte og kæmpede med tømmermændene fra gårsdagens nat, mens andre stadig kørte for fuld skrue. Vi havde også fået et nyt medlem i vores trup! På CERN havde Ole nemlig truffet en amerikansk studerende kvinde der hed Joan. Hun var åbenbart blevet interesseret i vores planer om at observere solformørkelsen, så meget at hun tog med – hvilket man må sige var enormt friskt – altså at tage til Tyskland med 12 fuldstændige fremmede fyre! 

Men i toget var det ikke kun tid til at slappe af. Vi havde jo også vores faglige del, så Ole bedte os om, at læse 3 kapitler elementer partikel fysik og derefter regne nogle efterfølgende opgaver. Det var vist ikke lige det de fleste kunne overskue, så det tog sin tid. Men der var også et par af os andre der var heldige. Vi sad i kupé med Joan, som havde elementer partikel fysik som et af sine specialer, så hun var jo meget god at have i baghånden, når man skulle have regnet sine opgaver efter. 

Som tiden i toget gik, blev vi indstillet på at det ikke ville være muligt, at nå det planlagte tog i Karlsruhe. Ole havde i mellemtiden siddet og snakket med en astrofysiker, som havde fortalt ham en masse om solformørkelsen. Ole fik at vide, at man sagtens kunne observere den fuldendte solformørkelse i Karlsruhe og fysikeren mente også, at der ville være en bedre chance for godt vejr! Så vi ændrede planer og blev enige i at se solformørkelsen i Karlsruhe. 

Vi sad og slappede lidt af på Karlsruhe Station i 2 timers tid, så vi præcist kunne få planlagt de sidste detaljer og det endte med at vi to ud til en nærligene grusgrav, hvor der kunne være nogle pæne omgivelser til at iagttage solen fra. 

Da vi ankom til søen fik vi at vide at politiet havde været der tidligere på aftenen for at smide folk væk, da man ikke måtte campere, men det kunne jo ikke stoppe os. Det var jo ved at blive mørkt og for sent til at finde et andet sted at slå sig ned. 

Mens teltene blev sat op var der et par stykker af os, der begyndte at forberede aftensmaden. Så der sad vi – i skønne naturomgivelser og camperede. Vi fik tændt bål, hvor vi sad omkring og sang og spillede guitar. Der var en vidunderlig aften. Humøret og stemningen var højt og alle ventede spændt på morgendagen – ville vi få en fantastisk oplevelse? Ville vi over hovedet få noget at se? De fleste af os var enige om at turen ikke ville ende dårligt, hvis det viste sig at være overskyet på solformørkelses tidspunktet, men det var vist blot noget vi sagde for at undgå at blive skuffede. Vi ville se solformørkelsen. Det var jo det vi var kommet for og selv om at der ikke var nogen der turde at håbe alt for meget, så vidste vi jo alle at den ellers så perfekte tur ville blive en fiasko, hvis vi ingen ting kunne se. 

Personligt var jeg lidt nervøs for at det kunne ende med at vi slet ikke kunne se noget, mens man i Danmark kunne se ca. 80%. Hvordan ville det ikke lyde, når vi kom hjem? Så ville der for alvor være noget af en svipser, hvis vi havde rejst så langt uden succes, mens vi kunne have haft et større udbytte derhjemme! 

Men aftenen og natten gik stille og roligt på hæld og vi sprang i soveposerne. Vi skulle jo være friske. (Henrik P.)