| Hjem | Liv på Europa | Liv på Mars | Kontakt | Rumrejser | Kolonisation |
Rumrejser
Fusionsmotoren
Noahs ark i rummet
For at sende et rumfartøj ud af jordens tyngdefelt og videre ud igennem vores solsystem, skulle man tro at det krævede store energimængder da rumfartøjet skal overvinde tyngdekraften fra jorden og gravitationskraften fra solsystemet. Men dette er ikke tilfældet. Hvad energi og brændstof angår er der et forbløffende lille skridt fra interplanetariske til interstellare rejser.
Interstellare rejser kan foregå med de hastigheder vi kan komme op på i dag, men de tager enormt lang tid. Hvis vi skulle rejse til den nærmeste stjerne, Alfa Centauri, som ligger 4,3 lysår væk, og vi rejste med en gennemsnitshastighed på 30 km/s, svarende til jordens banehastighed rundt om solen, ville det tage 43.000 år da 30 km/s er en titusindedel af lysets hastighed.
Øgede vi farten til 300 km/s ville rejsetiden blive 4.300 år, og lykkedes det for os at komme op på én procent af lysets hastighed, altså 3.000 km/s, ville det tage 430 år. Dvs. hvis det skulle blive aktuelt at sende rumfartøjer til Alfa Centauri, skulle vi rejse med en hastighed svarende til en tiendedel af lysets hastighed da rejsetiden ville blive indenfor en menneskealder, nemlig 43 år.
En
af ideerne er en fusionsmotor. I denne smeltes brintkerner (brint isotoper)
sammen til heliumkerner, ligesom i solens indre, og hele den frigjorte energi
bruges til at accelerere heliumkernerne i samme retning. Energien i en sådan
proces er enorm, hvilket ses ud fra Einsteins berømte formel E = mc2.
Da man skal gange med lysets hastighed i anden vil energien bliver høj selvom
massen er lille.
Hvis et rumfartøj, hvor brændstoffet bestod af 90 % af startmassen, havde en sådan fusionsmotor, ville det kunne komme op på 60.000 km/s før tankene var tomme. Dog ville det være praktisk hvis hastigheden var mindre og det resterende brændstof blev brugt til at bremse fartøjet ned ved ankomsten til destinationen.
Ikke nok med at fusionsmotoren kan komme op på store hastigheder den har også en uudtømmelig energikilde, idet brint er universets mest udbredte grundstof med ét brintatom pr. kubikcentimeter. På en rejse fra jorden og til Alfa Centauri ville den kunne indsamle 500 tons brint hvis den havde en indsamlingstragt på 100 km i tværmål. Dvs. en rumrejse med en fusionsmotor ville kunne foregår over en enorm lang afstand. Det er dog en usandsynlig stor tragt og det er muligt at der kræves en støre koncentration af brint for at sætte gang i fusionsprocessen.
Hvis rumrejser til andre planeter med mennesker skal foregå, må mange generationer leve og dø ombord på rumfartøjet. Dvs. arken skal være mere end et transportmiddel, den skal være en miniverden. Et selvforsynende samfund som kan give passagererne et kulturelt, socialt og følelsesmæssigt liv. Det gælder specielt for de generationer som fødes og dør i rummet. De skal kunne have et meningsfyldt liv og ikke føle at de bare er et led i slægtskæden.
Men for at undgå det moralske og psykologiske dilemma med de mellemliggende generationer kunne man forestille sig en form for dvalelignende søvn hvor astronautens livsfunktion enten ophørte ( ikke uigenkaldeligt ) eller blev afviklet så langsomt at astronauten ikke ældedes mærkbart gennem århundrede eller årtusinder. Men der er dog nogle medicinske problemer. Man kan fryse folk ned succesfuldt, men at tø dem op igen er endnu ikke muligt. Den amerikanske fysiker Freeman J. Dyson har sikkert ret når han påstår at interstellar rumfart først og fremmest er et biologisk problem.