| Hjem | Liv på Europa | Liv på Mars | Kontakt | Rumrejser | Kolonisation |
Kolonisation
Den
røde planet
Terraforming
Det første skridt
Udenjordisk
intelligent liv i universet eksisterer måske slet ikke – det kan være, at vi
mennesker er de eneste intelligente væsener i hele universet. 
Det kan også være,
at vi blot er en af mange intelligenser – eller det kan være, at vi slet ikke
er intelligente i andre væseners øjne. Under alle omstændigheder melder spørgsmålet
sig: er det os der skal søge væk fra den planet vi er opstået på, er det os
der skal være dem, som andre intelligenser betegner som ”udenjordiske”?
Kort sagt: er det os, der skal rejse til andre planeter og fastslå vores
eksistens?
Ja, selvfølgelig er det det. Det ligger i menneskets natur at søge nye græsgange. Vi har altid været en ekspanderende race, nogle vil endda hævde at vores dominans allerede er for stor her på Jorden.
En rejse til og en bosættelse på en anden klode – og måske på længere sigt (meget længere sigt!) et andet solsystem – kan sammenlignes med koloniseringen af Amerika. Columbus rejste med tre skibe ud i ukendte farvande for at finde søvejen til Indien. Han fandt noget ganske andet: et helt ”nyt” og uopdaget kontinent. Det var en farefuld rejse med mange tab, men længslen om eventyr og drømmen om nye græsgange og rigdom drev værket. Amerika blev ”tæmmet”, civilisationen gjorde sit indtog og kontinentet blev en forlængelse af Europa og en kilde til resurser – resurser som Europa manglede. I dag er Europa og Amerika ligestillede – de betegnes under ét som Vesten.
Ligesådan kan det gå med udvidelsen af menneskets territorium til andre kloder. Vi vil rejse ud med nogle forventninger, som højst sandsynligt vil blive fordrejet hen ad vejen – nogle til noget værre, men langt de fleste til noget vi ikke kunne drømme om. Målet er en ny Jord, ganske som Amerika blev til et nyt Europa. Målet er en kolonisering og evt. en terraforming af denne nye klode. Den økonomiske vej frem er en udnyttelse af resurserne vi finder
Hvilken
klode? Af planeterne i solsystemet er der en, der skiller sig ud fra de andre:
Mars er med sine ørkenlignende landskaber og sine relativt rolige egenskaber
det nærmeste man kommer en anden Jord. Dens radius er ca. halvdelen gange
Jordens, og Mars hælder ca. 25° i forhold til dens omdrejningsflade omkring
Solen, hvilket giver skiftende årstider ganske som på Jorden. Et Mars-døgn er
kun lidt over en halv time længere end et Jord-døgn, og vil derfor ikke
forstyrre eventuelle nybyggeres biologiske ur. Et Mars-år er ca. dobbelt så
lang som et Jord-år,
Afstanden fra Solen på gennemsnitligt 1,52 AE (En AE – Astronomisk Enhed – er middelafstanden fra Jorden til Solen. 1 AE er ca.149,6 mio. km) gør, at rejseafstanden er overkommelig, og ved at udnytte specielt gunstige forhold mht. Jordens og Mars’ placering i forhold til hinanden og til Solen kan en rumrejse til den røde planet gennemføres med et overkommeligt forbrug af brændstof.
Mars har en tynd atmosfære af kuldioxid, med et overfladetryk på ca. 1kPa, hvilket svarer til en hundrededel af trykket på Jorden. Tyngden på Mars er ca. en faktor 0,38 af den på Jorden, dvs. at en person som vejer 100kg på Jorden kun vejer 38kg på Mars.
Mars’ tynde atmosfære, den mineralholdige jord og dag/nat cyklussen gør, at Mars er det eneste sted i solsystemet, ud over Jorden, hvor det er muligt at gro planter uden kunstigt sollys eller særligt meget afskærmning fra kosmisk stråling. Desuden har man mistanke om at der i Mars’ undergrund, og i hvert fald ved polerne, gemmer sig vand i store mængder. Vandet er essensielt for mennesker og planter, men kan også bruges til at producere brændstof ved hjælp af solceller.
Da der ikke er brug for afskærmning er det muligt for de første mennesker at bo under store glas-kupler på Mars’ overflade bygget af stærke kevlar-materialer og pleksiglas. En kuppel som er 50m i diameter ville kunne veje ca. 4 ton. På Mars ville det svare til ca. 1,5 tons. En kuppels størrelse er begrænset af materialernes egenskaber og af trykket omkring den, da en for stor kuppel med for svage materialer ganske simpelt ville eksplodere på grund af trykforskellen. Løsningen til dette kan enten være bedre materialer, eller en forøgelse af trykket udenfor – det vender vi tilbage til!
En af de største problemer med Mars er ikke det at være på planeten, det er snarere rejsen derud. Når en base først er etableret på Mars kan den i realiteten være selvforsynende af planter, luft og vand forudsat at der findes en energikilde i form af fx atomkraft eller solceller. Basen kan udnytte resurser i jorden og i luften til at fremstille brændstof og materialer.
Alt dette kan ikke lade sig gøre i et rumskib der befinder sig i det mørke, kolde rum midt mellem Mars og Jorden! Et sådant rumskib skal for det første veje så lidt som muligt på grund af brændstoføkonomien, for det andet skal det være 100% selvforsynende i mange måneder ad gangen, måske helt op til et år. Dvs. det skal producere strøm, luft, vand og mad til mennesker. Det skal være afskærmet mod kosmisk stråling, det skal kunne medbringe alt nødvendigt udstyr til Mars og helst også hjem igen osv. Selv med et science fiction rumskib som her beskrevet, vil der stadig være problemer med knogleskørhed hos astronauterne som følge af lang tid i vægtløs tilstand, erfaringer som man har høstet under lange ophold på den nu ’afgåede’ MIR rumstation. Desuden skal astronauterne have psykisk gunstige forhold, da en isoleret, ensom og farlig tilværelse i et rumskib eller på en base uden for Jorden hurtigt kan blive ulidelig. Dette betyder at astronauterne skal have adgang til underholdning, samvær og motion.
En løsning på problemet kan være at dele rejsen op i flere moduler, hvor man sender flere fartøjer afsted i stedet for blot ét. Man kan sende et rumskib i forvejen, som kan danne basen på Mars og starte med at udnytte resurserne og producere brændstof til brug på basen og til hjemrejsen. Senere kan returneringsfartøjet ankomme, sådan at der står et rumskib parat til en hjemrejse allerede når astronauterne ankommer. Man kunne sende masser af ubemandede fartøjer i forvejen, sådan at en praktisk taget fuldt funktionel base allerede stod klar ved astronauternes ankomst. Derved kan prisen holdes nede, idet ubemandede fartøjer hverken behøver ilt, vand, mad eller kraftig afskærmning. Desuden kan ubemandede fartøjer i princippet være flere år om at nå frem, hvorimod et bemandet fartøj er begrænset tidsmæssigt på grund af de fysiologiske skader på astronauter et længerevarende ophold i vægtløs tilstand medfører.
En base på Mars er relativ besværlig at have med at gøre, hvis den skal indrettes med henblik på at mennesker skal have det behageligt i den. Derfor ville det bedste næsten være, hvis man bare kunne gøre det ligeså behageligt udenfor som indenfor...
Terraforming er betegnelsen for det, at gøre en klode Jord-lignende. Det vil sige at omforme atmosfæren til en Jord-lignende atmosfære bestående af ilt og kvælstof med et tryk på ca. 100kPa og gennemsnitstemperaturer omkring de 15-20°C. Desuden indebærer en terraforming at indføre et økosystem på hele planeten, at skabe have, vind, vejr, planteliv osv.
Dette
er selvsagt en kolossal opgave, som udover at være fantastisk energikrævende
også er meget tidskrævende (op til flere århundreder). Ikke desto mindre er
der mange forslag og idéer der ulmer i forskerkrogene rundt omkring i verden.
For
at terraforme Mars er der fire ting der skal opnås: temperaturen skal op og
atmosfæren skal ændres og gøres tykkere. Desuden skal flydende vand være
tilstede. Heldigvis er det sådan at en ting fører den anden med sig. En
temperaturændring ved polerne på blot 5°C får polerne til at frigive
kuldioxid indefrosset i glecherne. 
Kuldioxid er en drivhusgas, og vil derfor hjælpe
med til at opvarme kloden yderligere samt øge trykket i atmosfæren. Det
betyder, at menneskenes job blot bliver at sætte en slags kontrolleret
drivhuseffekt igang, og så ellers lade systemet passe sig selv. Dette kan fx gøres
ved enten at slippe en ordentlig omgang CFC-gasser fri i atmosfæren, eller ved
hjælp af store spejle i kredsløb at varme polerne op med kunstigt
(reflekteret) sollys.
Et varmere klima vil efterhånden også frigive vand ved polerne, hvormed der er grundlag for at danne have på Mars.
For at gøre atmosfæren behagelig skal den store mængde kuldioxid erstattes af nitrogen og ilt. Noget af nitrogenen er ligesom kuldioxiden indeholdt i jorden ved polerne. Ilten skal produceres af planter, hvilket vil være en meget langvarig proces. Desuden kræver det genmodificerede planter for at de skal kunne gro i den barske og ujordiske marsianske natur.
Teknologisk set er der intet i vejen for at sende folk til Mars, men som så mange andre ting her i verden afhænger det af to ting: penge og politik. Det er rasende dyrt at sende ting og ikke mindst mennesker til Mars. Og når ting bliver så dyre er det kun internationale elementer og organisationer der kan varetage sådanne missioner. Der kommer politikken ind i billedet, eftersom mange mennesker mener, at de penge er bedre brugt andre steder. En ny spiller på banen er imidlertid de private organisationer og firmaer, der så småt er ved at se perspektiver i at udnytte rummets resurser. En terraforming ligger mange årtier, hvis ikke århundreder ude i fremtiden, men en kolonisering eller ihvert en fast base på Mars kan sagtens blive en realitet indenfor årtier.
Det
første skridt mod en kolonisering af en anden klode er allerede begyndt: det er
udforskningen af rejsemåder og udforskningen af det terræn, der tænkes
koloniseret. I dag har vi haft sonder nær alle planeter i solsystemet, på nær
Pluto, og vi har udforsket mange af deres måner. Vi har fået et indtryk af
hvordan der ser ud på andre kloder, hvilke resurser, der kan udnyttes og hvilke
faktorer der kan blive problematiske. Derudover har vi udviklet
fremdriftsteknologier og raketmotorer, som kan transportere os i rummet. Men det
er ikke nok. For at det skal være økonomisk forsvarligt at kaste sig ud i
ekstreme projekter som en kolonisering af Mars er der en række ting der skal være
på plads:
1. Teknologi. Teknologien skal ikke være en forhindring i udforskningen af rummet, men derimod en hjælpende hånd. Der skal udvikles mange teknologier, nogle helt nede på grundforskningsniveau, for at solsystemet kan blive alles legeplads.
2. Infrastruktur. Ved hjælp af teknologi og den rette viden skal der opbygges en fornuftig og energieffektiv infrastruktur i rummet.
3. Industri. Forudsat at de rigtige resurser i de rigtige mængder findes i vores solsystem vil en ordentlig infrastruktur og højteknologiske redskaber hjælpe med at udnytte disse resurser og i sidste ende vil en decideret rumindustri måske vokse frem.
Ikke at en kolonisering er umuligt uden disse ting, men rentabelt er det næppe.
Tre af de vigtigste teknologiske områder, der kan vise sig særligt nyttige indenfor fremtidens rumindustri og -kolonisering er energiproduktion, nanoteknologi og bioteknologi. Energi er vigtigt til transport, varme, lys, rensning af fx luft eller vand, kommunikation og vedligeholdelse af baser. Nanoteknologien er en lovende teknologi, der kan have mange spændende perspektiver. Blandt andet kan man forestille sig selvreparerende robotsystemer eller satelliter, selvbyggende baser med mere. Bioteknologien kan som nævnt bruges til at indrette plantelivet efter de omgivelser de tænkes placeret i.
Infrastrukturen er stortset ikke eksisterende i rummet i dag. Det koster mange tusinde dollars at sende et kilogram i kredsløb om Jorden med dagens teknologier. Fremtidens infrastruktur skal baseres på billige, hurtige og effektive transportmåder. Uden en infrastruktur vil solsystemet aldrig blive rigtigt tilgængeligt.
Rumindustrien kan med en ordentlig infrastruktur udvikle sig til en yderst profitabel forretning. Ligesom på Jorden vil der være minedrift efter mineraler og metaller, og vand vil være af uhørt interesse, da det er vitalt for mennesker og relativt sjældent og svært tilgængeligt i rummet. Solsystemet vil kunne udvikle sig til et travlt samfund fyldt med muligheder og visioner. Vi har taget det første skridt, og en dag vil vi nå i mål...